Hvad er et soludbrud?

I solens kerne producerer sammensmeltning af atomkerner enorme mængder af energi. Det meste af denne energi bliver udsendt som lys, men solen har også en anden måde at komme af med energien på: Soludbrud. Antallet af soludbrud varierer over tid således at der er flest udbrud i solmaximum og færrest i solminimum. Der går ca 11 år mellem hvert solmaximum og det måles ved at tælle hvor mange solpletter der er på solens overflade.

Soludbrud

Sammen med solvinden er soludbrud den drivende kraft bag rumvejr. Der findes tre forskellige typer af soludbrud:

Flares

Disse udbrud er en slags lysglimt som varer nogle minutter. En flare er et udbrud af elektromagnetisk stråling og det kan være fra det meste af lysets spektrum, fra røntgenstråling over synligt lys til radiobølger. Disse udbrud kan ses på Jorden 8 minutter efter de har fundet sted på Solen. Flares inddeles i klasser afhængigt af hvor energiske de er. De kraftiges flares er X-flares, efter fulgt af M-, C-, B- og A-klasse flares. For de enkelte flares angives klassen desuden med tal efter bogstavet, f.eks. C5.2, som en yderliggere inddeling af skalaen. På filmen til højre ses en flare set i den ultraviolette del af det elektromagnetisk spektrum.

Højenergiske partikler (Solar Energetic Particles - SEPs)

Denne type udbrud er en partikelstorm af højenergiske heliumkerner, protoner og elektroner. Disse partikler kan være til stor fare for satellitter og mennesker i rummet. Protoner er særlig farlige for mennesker mens elektronik mest bliver påvirket af elektroner. På Jorden er vi beskyttet af Jordens magnetfelt og atmosfæren. Et sådan udbrud rammer Jorden ca. 1 time efter det har fundet sted på Solen, så her er der ret kort varslingstid.

Coronal mass ejections (CME)

 Som navnet antyder er der tale om masse, der bliver slynget ud af den del af solens atmosfære der hedder koronaen. Denne type udbrud er drevet af et kraftigt lokalt magnetfelt som skal af med overskydende energi. Soludbruddene bevæger sig typisk med 400-1000 km/s (kan dog være både hurtigere og langsommere) og da afstanden til Solen er 150 mio. km tager det et par dage for soludbruddet at nå frem til Jorden. Gassen har også et magnetfelt og når et masseudbrud rammer Jorden vil det derfor forstyrre Jordens globale magnetfelt. 

I den forbindelse genereres kraftige elektriske strømme i rummet omkring Jorden, og man taler om at Jorden bliver ramt af en geomagnetisk storm. I forbindelse med stormene kan man opleve nordlys.

På filmen til højre ses en CME observeret med koronagrafen på satellitten SOHO. Ved at placere en skive der hvor solen er, laver man en kunstig solformørkelse. Det gør det muligt at se de meget lyssvage CMEer.

Billedkilde: NASA

Solvinden

Solen udsender en konstant strøm af partikler kendt som solvinden. Solvinden er forbundet med et lille magnetfelt og partiklerne er det man kalder et plasma, hvilket vil sige at stoffet er delt således at elektronerne er separeret fra atomernes kerner.

Solvinden bliver målt af satellitten ACE, der kredser om Langrangepunkt 1 ca. 1.5 mio km fra Jorden i retning ind mod Solen. Den typiske baggrundssolvind bevæger sig med 250-500 km/s. 

Højere hastigheder indikerer at et soludbrud eller den hurtige solvind er ved at ramme Jorden. Den hurtige solvind udsendes fra koronalhuller på Solens overflade. Disse regioner fremstår som mørke områder i UV billeder af Solen.